Oversigt

Sydvestjyde vinder syv millioner i Lotto

Goddag til et nyt liv som millionær med en ny bil og et nyt hus - og farvel til alle de små og irriterende bekymringer i hverdagen.

Sådan kan en ældre mand fra Varde Kommune gå og sige til sig selv og sin ægtefælle, efter at han for nyligt var den heldige vinder af syv millioner kroner i Lotto.

Han fortæller, at parret nu kigger på et nyt hus, og at Lotto gevinsten i det hele taget har været med til at rydde de fleste af hverdagens små bekymringer af vejen.

- Jeg er ikke så bekymret længere. Jeg behøver ikke at tænke så meget over tingene. For hvis der kommer nogle uforudsete udgifter, så har vi lige til det. Hvis vaskemaskinen ryger, så tror vi nok, at opsparingen kan holde til det, siger han med et lille smil.