Tysker-druk i Blåvand stoppes

Den seneste uge har været en hård prøvelse for mange beboere i Blåvand. Hundredevis af unge tyske studenter har hærget området med hærværk og druk. Men nu kan drukturene være fortid.

I dag tog de unge tyskere så hjem igen. Men den seneste uges fest har sat sit spor - både på omgivelser og naboer. De unge tyskere har blandt andet begået hærværk mod ornitologerne ved Blåvand fyr, der har fået deres fugletællingsnet ødelagt. Natten til torsdag var omkring 300 unge samlet til højlydt fest på parkeringspladsen ved Blåvand Fyr.

På flere tyske hjemmesider lokkes de unge tyskere med varmt badevand og diskoteker i Blåvand. Derfor er unge tyskere i flere år valfartet til sommerhusene i Blåvand.

- Er man til party og fest i gaden, er det bestemt ikke et sted, man skal tage hen og holde ferie. De unge mennesker kommer op med en forventning om, at derer fest i gaden og en masse natteliv - og det er der ikke. Det er jo et dejligt sted med en masse natur, men det er ikke noget natteliv. Så de vandrer rundt på må og få og fester i gaderne, siger Colin Seymour, der er turistchef i Varde kommune.

Men de unge tyskere kommer netop kun med det for øje - at holde fest. De tyske rejsearrangører arbejder sammen med danske udlejningsfirmaer. Det største er Dancenter, som nu lover, at der kommer andre boller på suppen.

- De unge er her på falske forudsætninger, men vi skal passe på ikke at skræmme dem helt væk. Men nu sætter vi depositummet op til 500 euro, og det vil nok skræmme de værste væk, siger Torben Krog, Afdelingsleder, Dancenter Blåvand.