Utrygge borgere sørgede for travl dag for fartkontrollen

Når politiet sætter foto-vognene op, så er det jævnligt på baggrund af henvendelser fra lokale folk, der er godt trætte af, at folk kører for hurtigt.

Syd- og Sønderjyllands Politi har blitzet løs efter fartbøller tirsdag eftermiddag og aften. De fleste målinger blev lavet på opfordring fra utrygge borgere. 

I Randerup kørte 42 bilister forbi fartkontrollen, og hele 11 af dem blev blitzet i 50 kilometer-zonen, hvor foto-vognen holdt parrkeret i vejkanten. Det blev til seks klip i kørekortet.

I Gunderup ved Horne blev fem taget af kameraet på tre timer, og i Døstrup by, blev det til tre klip.

Også Svejrup havde besøg af fotovognen i tre timer. Her blev det til intet mindre end 22 sager og fem klip, hvor den største fartsynder kørte 106 km/t i 70 kilometer-zonen.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer alle til at sænke farten på vejene og passe godt på hinanden.