Vandet stiger igen i nat

Højvandet mandag eftermiddag stoppede færgetrafikken til Fanø og skabte oversvømmelser en lang række steder. Natten til tirsdag stiger vandstanden igen.

Indtil onsdag vil det fortsat være blæsende med frisk vind til kuling fra vestlige retninger, stedvis med vindstød op til stormstyrke.

Det betyder, at der igen flere steder vil være forhøjet vandstand især forbindelse med højvande.

Ved de kommende højvande i nat og tirsdag eftermiddag i Vadehavet ventes mellem 2 og 3 meter over normal vandstand, og ved den centrale Vestkyst ventes mellem 2 og 2,25 meter over normal vandstand.

På østkysten omkring Kattegat varsler DMI mellem 1,2 og 1,4 meter over normal vandstand.

Selvom den forhøjede vandstand vil få vandet til at skvulpe ind over kajkanten, vil generne være små, vurderer politiet, der dog opfordrer til, at man færdes med forsigtighed i berørte områder.