Varde drillede superligaholdet AC Horsens

Horsens smed onsdag aften en 3-1-føring væk på få minutter i Varde, men i den forlængede spilletid hev man sejren hjem. Dermed er AC Horsens, Fredericia FC og Hedensted IF klar til næste runde i pokalturneringen.

Danmarksserieholdet Varde IF tvang superligaholdet  AC Horsens ud i forlænget spilletid i DBU Pokalen.

520 tilskuere i Varde havde opgivet håbet om en overraskelse, da Horsens førte 3-1 indtil et par minutter før tid, men så sendte to hurtige mål til hjemmeholdet kampen ud i forlænget spilletid.

Her scorede Horsens dog to gange og vandt 5-3.

I Nordjylland havde FC Fredericia ingen problemer med serie-1-holdet RKG fra Klarup ved Aalborg. De blev slået med 8-1.

Dermed er AC Horsens, Fredericia FC og Hedensted IF klar til næste runde i pokalturneringen, hvor også de sidste superligahold træder ind i turneringen, så også Sønderjyske er blandt de 32 hold, når der trækkes lod.