Varde er spækket med gratis wi-fi

Varde bliver spækket med gratis wifi (trådløs netforbindelse). 4000 medlemmer af Varde Antenne Forening har fået et nyt modem, som andre medlemmer kan bruge. Kvit og frit.

-Det bliver spændende at prøve, siger formanden for antenneforeningen, Poul Erik Pind. Jeg vender hjem efter to ugers ferie - og glæder mig til at prøve det nye, gratis net.

TDC kabel-selskab, YouSee, bruger Varde som forsøgs-by.

- Vi venter os meget af forsøget, siger direktør Mathias Berg, YouSee. Nu skal vi se, hvordan det går, men på sigt er det tanken at de skal udbredes til hele landet.

Ekstra kanal

I første omgang er det kun kunder, som har bredbånds-abonnement gennem YouSee, som kan bruge det gratis wi-fi.

- 4000 af vore 9000 medlemmer har modtaget en ny router fra YouSee, fortæller Poul Erik Pind. De nye routere har åbnet en ekstra kanal, som andre bredbåndskunder kan få kontakt med, hvis de er tilmeldt. Men den nye kanal stjæler ikke båndbredde fra de andre kunder - og de er også sikret, at ingen kan bryde ind i deres system via det åbne net.

Huller i byen

Varde Antenneforening har sagt jatak til tilbuddet, fordi "det er et ekstra gratis tilbud til medlemmerne".

You See har lavet et kort, som viser, at der er huller mellem de gratis wifi-net i byen.

- Det er noget af det, vi skal evaluere, siger Mathias Berg til TV SYD. Måske bliver der brug for, at vi og antenneforeningen i fællesskab skal opsætte nogle modems på centrale steder i byen.

Mathias Berg fortæller, at der er stor interesse for forsøget. Både fra andre kabel-selskaber - og fra udlandet.

- Jeg forestiller mig, at du i fremtiden kan tilmelde dig et system, så du kan bruge din mobil-telefon eller tablet på grafits wi-fi-net over alt i Europa.