Varde nu med Nordeuropas største nissehue

I mange år har Varde kaldt sig nissernes by, og lørdag kunne byen med borgmesteren i spidsen føje endnu et nisselement til sit image.

Lørdag skød Varde julen i gang med musik, juletræstænding og nisser overalt, og en snart forhenværende borgmester der indviede Nordeuropas største nissehue.

- Vi er nissernes by med omkring 300 nisser rundt om på byens huse og nu med prikken over i'et, huen over det gamle rådhus, fortæller en glad borgmester, Erik Buhl, Venstre.

Varde hænger hvert år op mod jul omkring 300 nisser op på byens huse og tage.
Varde hænger hvert år op mod jul omkring 300 nisser op på byens huse og tage.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Siden 1970'ene har Varde gerne villet være kendt som 'nissernes by'. Her begyndte man at hænge nisser op på byens mure og tage. I dag er der, ifølge Varde Handelstandsforening, omkring 300 nisser i samlingen, som hvert år op mod jul kommer op at hænge.

Lørdag kom så endnu et element til samlingen. Nemlig det byen kalder Nordeuropas største nissehue, som er syet hos møbelpolstrer Erna Lønborg i Janderup. Den er hele 7,95 meter høj og 24 meter i omkreds. To kraner måtte der til, da den tidligere på ugen blev sat op på taget af det gamle rådhus midt på byens torv.

Varde Garden var i dagens anledning trukket i nissetøjet.
Varde Garden var i dagens anledning trukket i nissetøjet.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Corona kan true julehandlen

Varde er nu 'gennemnissificeret', men mørke skyer truer, coronaskyer.

- Jeg synes, vi har en midtby med god plads, så hvis vi tager de kommende coronarestriktioner alvorligt, så kan vi også få en god julehandel i Varde, mener Erik Buhl.

Det er allerede mandag, at der skal mundbind på julehandelen.

- Det, synes jeg, er lidt kedeligt, og jeg håber ikke, det hele bliver lukket som sidste år. Men ellers klarer vi også den, siger en af de fremmødte på tovet, Flemming Pedersen.

- Vi har allerede mundbind i lommen, griner han.

Flemming Pedersen var lørdag mødt frem med kone og barnebarn for at se indvielsen af Nordeuropas største nissehue. Han er klar til mundbind, men håber ikke, der kommer yderligere restriktioner.
Flemming Pedersen var lørdag mødt frem med kone og barnebarn for at se indvielsen af Nordeuropas største nissehue. Han er klar til mundbind, men håber ikke, der kommer yderligere restriktioner.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD