Varde skal have ny borgmester: Erik Buhl genopstiller ikke

Til kommunalvalget i 2021 skal der findes en ny borgmester til Varde Kommune. Venstres Erik Buhl har meddelt, at han ikke genopstiller.

Først var der en, så var de fire, men fredag morgen blev det til fem. Venstres borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl, stiller ikke op ved kommunavalget næste år. Han bliver nummer fem i rækken af Venstre-borgmestre, der ikke genopstiller.

Det meddeler han efter godt syv år på posten i Varde og ni år i Ølgod Kommune.

- Jeg vil helt sikkert komme til at savne min spændende og alsidige hverdag som borgmester, men jeg ønsker at give stafetten videre, og jeg ser frem til en god proces for at finde Venstres næste borgmesterkandidat, siger Erik Buhl (V).

Lang kommunalpolitisk karriere

Borgmesteren runder snart 65 år og stort set halvdelen af disse er tilbragt i kommunalpolitik. Han er klar til at gå nye veje - sammen med familien.

- Beslutningen er truffet i tæt samspil med min familie, og jeg ser frem til mere tid sammen med dem. Der vil forhåbentligt også være andre opgaver at tage fat på – med lidt mindre tidsforbrug end borgmesterjobbet, siger han.

Borgmesterjobbet bliver givet videre, og Erik Buhl mener, at fremtiden for Varde Kommune er fyldt med muligheder.

- Varde Kommune er i god gænge, og der er mange spændende muligheder forude. En god udligningsreform, en stabil daglig drift og masser af energi i vores lokalsamfund er et godt fundament for en spændende fremtid.

Erik Buhl

1956: Født 10. november 1956 i Skovlund

1979: Faglært landmand

1990-2006: Medlem af kommunalbestyrelsen i Ølgod Kommune

1998-2007: Borgmester i Ølgod Kommune

2007-2014: Byudviklingschef for Ølgod

2007-: Medlem af byrådet i Varde Kommune

2007-2013: Formand for Udvalget for Social og Sundhed i Varde Kommune

2014-: Borgmester i Varde Kommune