Vardes borgmester i opråb til minister: - Vi har alt for få muligheder for at blive testet

Erik Buhl, der er borgmester i Varde Kommune, mener ikke, der er sammenhæng mellem kommunens mulighed for at teste borgerne og statens forventninger til testfrekvensen.

Erik Buhl, Venstre, der er Vardes borgmester har fredag skrevet et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke med en appel og langt bedre testmuligheder i kommunen end der hidtil har været, og at testkapaciteten forbedres allerede fra den kommende uge, så kommunen kan leve op til sine forpligtelser:

Erik Buhl er stærkt utilfreds med, at der i Varde Kommune, som er Danmarks femtestørste kommune, ikke har været mange lokale testmuligheder i 2020, og at borgerne i stor udstrækning derfor har skulle tage til andre kommuner for at blive testet.

- Vi har nu fået mulighed for pcr-test to gange i ugen på hver sin adresse i vores store kommune - Danmarks femtestørste kommune. Det er en hjælp. Vi har også haft et godt set-up med Falck om kviktest, men som følge af udbuddet på området ophører det på søndag, skriver han i brevet til Magnus Heunicke og fortsætter:

Opsang fra minister står i skærende kontrast 

- Fra på mandag kniber det med at få kviktest. Det, synes jeg, står i skærende kontrast til den opsang, jeg og landets andre borgmestre fik af Justitsministeren i sidste uge. Jeg synes ikke, der er sammenhæng mellem de nationale udmeldinger og forventninger om test og så de lokale muligheder.

Fra mandag den 1. februar og cirka 14 dage frem er der kun meget begrænsede muligheder for test som følge af skifte af leverandør. Ifølge Erik Buhl er der slet ikke den testkapacitet, som sundhedsmyndighederne forventer:

- Jeg synes, det er meget problematisk, ikke mindst i en situation hvor vi alle har en opgave med at forfølge coronasmittens udbredelse generelt og den særlige britiske variant i helt særlig grad.