Vardes bud på den moderne folkeskole slog onsdag morgen dørene op

Frelloskolen i Varde, der blev indviet i morges, vil gøre op med den traditionelle folkeskole, og de større elever har for eksempel skiftet de traditionelle klasselokaler ud med faglaboratorier og -værksteder.

Frelloskolen i Varde kunne onsdag morgen endelig slå dørene op for dens 900 elever.

- Det er en dag, jeg har ventet på i mange år, så det er med sommerfugle i maven, at vi har første skoledag, siger Morten Møller Nielsen, der er skoleleder på Frelloskolen i Varde.

Frelloskolen har kostet rundt regnet 160 millioner kroner at bygge, og prisen har ifølge Peder Foldager (V), der er formand for Udvalget for Børn og Læring, været en af årsagerne til at det har taget så lang tid.

Frelloskolen er opkaldt efter Varde Kommunes æresborger, billedkunstner Otto Frello (1924 - 2015).
Frelloskolen er opkaldt efter Varde Kommunes æresborger, billedkunstner Otto Frello (1924 - 2015).
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

- Vi er blevet nødt til at strække byggeriet over en årrække, så vi løbende kunne finde penge til det, og det har vist sig at være en rigtig god beslutning, siger han.

Han afviser, at det kommer til at gå ud over andre områder i Varde Kommunes skolesystem.

Morten Møller Nielsen foran Frelloskolens væksthus. Her vil man blandt andet kunne dyrke grøntsager, som kan bruges til madlavningen i hjemkundskab.
Morten Møller Nielsen foran Frelloskolens væksthus. Her vil man blandt andet kunne dyrke grøntsager, som kan bruges til madlavningen i hjemkundskab.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Nytænkende og innovativ måde at tænke skole på

På Frelloskolens overbygning, 4. til 9. klasse, er de traditionelle faste klasselokaler skiftet ud med faglaboratorier og -værksteder, der skal hjælpe til, at undervisningslokalet byder op til den undervisning, der foregår i lokalet.

- Når vores elever for eksempel har matematik, så sidder de i et decideret matematiklokale, ligesom vi kender det fra et fysiklokale, og så ved de, at alt i det lokale oser af matematik, siger Morten Møller Nielsen.

Vanessa Puric sidder i et af skolens mange sociale fællesområder.
Vanessa Puric sidder i et af skolens mange sociale fællesområder.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Også Vanessa Puric, der går i 7. klasse på Frelloskolen, kan se meningen i at have specifikke lokaler til de forskellige fag.

- Jeg synes, det er spændende, at man ikke bare skal sidde i et klasselokale hele dagen, og jeg tror også, det gør noget godt for læringen, selvom det måske kan blive lidt svært i starten, siger hun.

Udover de specielle lokaler, kommer eleverne også til, at arbejde meget projektorienteret, og Frelloskolen har indgået en række samarbejder med lokale virksomheder i Varde Kommune.

- Vi ønsker at have motiverede elever. De skal opleve, at det giver mening, at gå i skole, andet end, at der står en lærer og siger, at de skal gøre nogle ting, bare fordi, siger Morten Møller Nielsen.