Vesterhavets første badebro indvies i Blåvand

Ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, er den første badebro ved Vesterhavet klar til indvielse. Det sker ligesom meteorologerne har varslet hedebølge.

Den 60 meter lange badebro med en 30 meter lang rampe på stranden er opført ved Hvidbjerg Strand tre kilometer syd for Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk.

Placeringen ved Hvidbjerg Strand er nøje valgt. Vesterhavet viser sig her fra sin mildeste side, begunstiget af en sydøstlig vinkel på kysten, og at stranden ligger i læ af Blåvandshuk og Horns Rev. Dette gør, at det måske er det eneste sted ved den jyske vesterhavskyst, at en sådan konstruktion kan stå imod havets kræfter.

Rampe og bro er etableret for at facilitere havbadning for borgere og turister, men også for at gøre Vesterhavet tilgængelig for ældre og handicappede.

FAKTA:

o Selve badebroen ud i Vesterhavet er 60 meter lang.

o Rampen over stranden er 30 meter lang. Den er etableret for også at give handicappede og gangbesværede mulighed for at få adgang til broen.

o For enden af badebroen er der en platform på 6 meter i diameter.

o Finansieringen er sket i et offentligt-privat partnerskab mellem Varde Kommune, Hvidbjerg Strand Feriepark, Blåvands Udvikling og med støtte fra NaturErhvervstyrelsen, som administrerer midler fra den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne.

o Indvielsen af Hvidbjerg Strand Pier foretages ved Hvidbjerg Strand den 1. juli kl.13.00.

o Broen består af at trædæk hvilende på rørsøjler med en diameter på 245 mm og en vægtykkelse på 14 mm af cortenstål, som er rusttrægt og vejrbestandigt konstruktionsstål. Rørene stikker i gennemsnit 4 meter ned i sandbunden.