Virksomheder i Varde skal have friere tøjler, mener Dansk Industri

I Varde Kommune har man oplevet bureaukratiske benspænd for kommunens virksomheder. Nu vil de sammen med Dansk Industri opfordre Christiansborg til at sætte erhvervslivet fri.

Der er for meget unødvendig lovgivning for virksomheder, hvis man spørger Varde Kommune.

Derfor håber de, at man på Christiansborg vil sætte erhvervslivet fri, så man skal tage sig mindre af regler og gennemføre egne forslag på området.

Nu melder Dansk Industri sig på banen og bakker Varde Kommune op.

- Vi oplever, at det særligt er de små og mellemstore virksomheder, der er udfordret af administrative bøvl og byrder. Unødvendig bøvlet lovgivning og lange sagsbehandlingstider bremser væksten i virksomheder, siger Kim Haggren, der er vicedirektør for regelforenkling og SMV-politik hos Dansk Industri.

quote

Flere mister pusten i mødet med det offentlige system

Mads Sørensen, borgmester, Varde Kommune

Ifølge Dansk Industri er løsningen også ligetil:

- Vi tror på, at kommunerne både kan og vil hjælpe med at skabe bedre vilkår for erhvervslivet, hvis de gives friere tøjler, siger Kim Haggren.

Som det er nu, findes der frikommuner på folkeskole-, dagtilbuds- og ældreområdet. Men ikke på erhvervs- og beskæftigelsesområdet.

Tilbage i februar fortalte Varde Kommune, at de oplistede konkrete regler, der kun havde skabt bureaukratiske benspænd for erhvervslivet, i det, de kalder for 'Hvidbogen,' hvori man både oplistede udfordringerne og kommer med løsninger.  

På den måde håber de at gå skridtet videre og vise, at erhvervsområdet skal sættes fri.

- Det er på tide at gøre op med så stort et bureaukrati. Mange virksomheder i Varde Kommune er i vækst, men desværre mister flere pusten i mødet med det offentlige system, sagde borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen, dengang til TV SYD.

Borgmester tilslutter sig koret

På den modsatte bred af Jylland bliver Hedensted Kommune af Dansk Industri placeret som den tredjebedste kommune i Danmark at drive virksomhed i.

Alligevel er der fuld opbakning fra Hedensteds borgmester til ønsket om at slippe af med bureaukratiet for virksomheder.

- Hvis der bliver mulighed for at blive frikommune på erhvervsområdet, melder Hedensted kommune sig. Det er oplagt at gøre det nemmere at drive virksomhed, siger Ole Vind, der er borgmester i Hedensted Kommune for Venstre.

Hos Dansk Industri og Varde Kommune forventer man, at flere borgmestre deler ønsket om bedre vilkår for virksomheder.

Derfor afholder de sammen et borgmestermøde den 24. maj for alle interesserede borgmestre i håbet om at kunne etablere et frikommuneforsøg på erhvervsområdet.