TV der bevæger dig

Vognmand i røg og damp i Netto

En uheldig vognmand udløste natten til onsdag røgkanonen i Netto i Varde.

Forretningens vagtselskab blev tilkaldt og har sørget for en grundig udluftning.

Røgkanoner er meget anvendt i forretninger, der er plaget af indbrud - og de er effektive og virker forskrækkende, når de udløses.

Det måtte en vognmand i nat sande, da han ved et uheld aktiverede røgkanonen under aflæsning af varer ved Netto i Varde.

- Han ringede og var noget forskrækket over, at han var kommet til at udløse alarmen og røgkanonen, der havde indhyllet hele forretningen i røg, fortæller vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, onsdag morgen til TV SYD.

Forretningens vagtselskab blev tilkaldt og har sørget for en grundig udluftning, mens den slukørede vognmand kunne fortsætte sin varetur.