Langstrakt strid om vejsag i Vejen, der nåede hele vejen til Højesteret, er slut

Banedanmark vil ikke betale en del af de økonomiske omkostninger, som Vejen Kommune har haft i forbindelse med ulovlig ekspropriering af lodsejers grund. Kommunen går ikke videre med sagen.

Der er sat punktum i en langvarig sag om en ulovlig ekspropriering af en lodsejers jord i Vejen i forbindelse med bygning af en ny togbro og en ny vej.

Banedanmark, der i sin tid stod for den ulovlige ekspropriering, meddeler, at den ikke vil hjælpe Vejen Kommune med at betale de over to millioner kroner, som den ulovlige ekspropriering har kostet kommunen.

Samtidig har byrådet i Vejen Kommune besluttet ikke at stævne Banedanmark.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Her skriver kommunen ellers, at den vurderer, at en domstol vil dømme Banedanmark til at betale en del af omkostningerne. 

- Vi har dog ingen garanti for, at vi vil kunne løfte bevisbyrden tilstrækkeligt til at kunne vinde en sag ved retten, og omkostningerne taget i betragtning vælger vi at stoppe sagen her, siger borgmester Egon Fræhr (V).

Spærrede vejen med halmballer

Sagen begyndte tilbage i 2015, hvor Banedanmark eksproprierede lodsejer Martin Lund Madsens jord til at bygge en ny bro og vej. Det skete med elektrificeringsloven som grundlag.

Lodsejeren tog sagen i byretten, som gav ham medhold i, at eksproprieringen var ulovlig efter den lovgivning. Landsretten vurderede dog anderledes og gav Banedanmark medhold, før Højesteret afgjorde sagen til lodsejerens fordel.

Det førte til, at Martin Lund Madsen blokerede Skovgårdsvej med halmballer. 

I 2019 besluttede byrådet at lave en ny ekspropriering efter vejloven, hvilket blev blåstemplet af Vejdirektoratet.

I pressemeddelelsen udtrykker Vejen Kommune stærk utilfredshed med, at Banedanmark ikke vil betale en del af de økonomiske omkostninger.

- Det er vi selvfølgelig meget uforstående overfor, da vi mener, at Banedanmark har et stort både juridisk og økonomisk ansvar i den her sag, siger Egon Fræhr.