TV der bevæger dig

Vejen Kommune vil gøre omstridt vej lovlig

Byrådet i Vejen Kommune besluttede tirsdag aften at gennemføre en omstridt ekspropriation efter vejloven - og dermed forsøge at lovliggøre en vej, der allerede er anlagt over landsmands jord.   

Landmand Martin Lund Madsen vil trods byrådets beslutning fortsat kæmpe for, at kommunen køber hele hans 190 hektar, selvom kommunen kun skal bruge to hektar til vejanlægget. Foto: Vibeke Illum Marcussen, TV SYD

I 2012 eksproprierede Banedanmark 120 kvadratmeter af landmand Martin Lund Madsens jord til en ny jernbanebro. Men Vejen Kommune ønskede at flytte broen 900 meter og lægge en ny vej på 1,4 kilometer tværs gennem lodsejerens marker.   

Derfor indgik Vejen Kommune i 2013 en samarbejdsaftale med Banedanmark om opgradering af bro og vejsystemet omkring banen i forbindelse med gennemførelsen af elektrificeringen af jernbanen mellem Kolding og Esbjerg.

Trafikministeriet gav grønt lys til projektet og vurderede, at ekspropriationer kunne foretages med hjemmel i elektrificeringsloven. Banedanmark forestod ekspropriation og anlæg af broer og veje.

Højesteret har netop fastslået, at ekspropriationen af jorden til vejanlægget ikke kunne foretages med hjemmel i elektrificeringsloven.  

Vejen Kommune prøver igen - med ny lov

På byrådsmødet tirsdag aften vedtog Vejen Kommune at forsøge at lovliggøre vejanlægget Skovgårdsvej - nu med hjemmel i vejloven.

Derfor skal der atter holdes en åstedsforretning og gennemføres ekspropriation af arealet til Skovgårdsvej efter vejloven.

Læs også Landmand har fået nok og truer med at spærre vej

 
- Vejen ligger der jo allerede, og lodsejeren har fået udbetalt erstatning. Vejanlægget er en vigtig del af infrastrukturen for områdets borgere og erhvervsliv. Vi skal undgå et samfundsmæssigt tab. Derfor gennemfører vi ekspropriationen efter vejloven, som Højesteret har anvist, siger borgmester Egon Fræhr, (V). 

Han erkender samtidig, at proceduren for erhvervelse af arealet til Skovgårdsvej sker i omvendt rækkefølge.
 
- Vi havde ikke grund til at tro, at juristerne i Trafikministeriet tog fejl, da de vurderede, at projekterne kunne gennemføres med hjemmel i elektrificeringsloven. Derfor er Vejen Kommune først kommet ind i sagen nu, siger Egon Fræhr.

Landmand kæmper videre

Landmand Martin Lund Madsen vil trods byrådets beslutning fortsat kæmpe for, at kommunen køber hele hans 190 hektar, selvom kommunen kun skal bruge to hektar til vejanlægget.

- Jeg vil som bebudet lukke vejen og tage min jord tilbage. Højesteret har givet mig ret - og jeg kæmper hele vejen gennem retssystemet endnu en gang, hvis det bliver nødvendigt, siger landmand Martin Lund Madsen tirsdag aften til TV SYD.

Mest sete på tvsyd.dk