100-året for Genforeningen: Dronningen gæster den gamle grænse

Genforeningens 100-årsfejring fortsætter i Vejen, hvor dronningen besøger Askov Højskole og Skibelund krat som del af genforeningsprogrammet, der sidste år blev udskudt.

Selvom meget af 100-årsfejringen af genforeningen efterhånden er blevet gennemført, er der stadig punkter på den oprindelige plan fra 2020, som endnu ikke er blevet ført ud i livet. 

Derfor besøger dronning Margrethe Vejen Kommune fredag den 6. august. Her vil hun få mulighed for at komme på højskole, når hun gæster Askov Højskole, og hun kan efterfølgende opleve det nyrestaurerede område Skibelund krat. 

Både højskolen og Skibelund krat har en stor betydning for historien om Genforeningen i 1920. De ligger begge lige nord for Kongeåen og altså lige nord for den daværende dansk-tyske grænse. 

Hvad har højskolen og Skibelund krat med genforeningen at gøre?

Højskole for danskheden


Efter nederlaget i 1864 gik den nye grænse ved Kongeåen, og i 1865 blev Askov Højskole oprettet fire kilometer fra den nye grænse. 


Askov Højskole kom til som direkte konsekvens af nederlaget i 1864. Danmarks første folkehøjskole lå nemlig i Rødding, der nu var en del af Tyskland, og derfor måtte den lukke.


Højskolen blev placeret så tæt på grænsen som muligt for at kunne styrke det danske sindelag syd for grænsen. 


Skibelund krat bliver et nationalt samlingspunkt


Samtidig med, at Askov Højskole blev oprettet, begyndte Skibelund krat mellem højskolen og Kongeåen at blive brugt som mødested for nationalt sindede grundtvigianske bønder og skolefolk. 


I dag er området stadig et nationalt samlingssted og mindepark. I området står flere mindesten blandt andet en sten rejst i forbindelse med genforeningen i 1920.


Kilde: Grænseforeningen.dk

- Vi er glade for at kunne fortsætte fejringen af markeringen af 100-årsdagen for genforeningen med det øvrige Danmark og nu med deltagelse af dronningen. Det måtte desværre udskydes på grund af coronarestriktionerne, siger borgmester Egon Fræhr (Venstre) i en pressemeddelelse.

Det er kun inviterede gæster, der kan komme til arrangementet på Askov Højskole, mens besøget på Skibelund Krat er åbent for offentligheden. 

- Der har været et stort og langt forarbejde omkring markeringen af 100 året for Genforeningen med mange involverede. Det er vigtigt for vores fælles sønderjyske historie, og for alle dem der har lagt et kæmpe arbejde i alle de forskellige arrangementer, der har været gennem det seneste år, og som nu afsluttes med et besøg af dronningen, siger Egon Fræhr.