13 års fængsel for sexdrab

En 40-årig kvinde fra Skanderup ved Kolding straffes med 13 års fængsel for drab i Skodborg.

Den 40-årige Linda Barbara Nielsen fra Skanderup ved Kolding skal 13 år i fængsel for drabet på sin ekskæreste Jørn Brøgger Lund i Skodborg.

Det har et nævningeting ved Retten i Esbjerg netop afgjort.

Kvinden, der under hele sagen har nægtet kendskab til drabet, ankede på stedet dommen til frifindelse.

Hun har været varetægtsfængslet i omkring et år og skal fortsat være fængslet, indtil ankesagen kan komme for landsretten.

Jørn Brøgger Lund blev fundet dræbt den 4. januar sidste år. Han var blevet slået i hovedet med en stump genstand og havde fået halsen skåret over.

Han blev fundet nøgen i sin seng og var bundet til nogle kroge med flagline, som han selv havde indkøbt til sexlege.

Drabsmanden kan også være en kvinde

Når de fleste tænker på drabsmænd, tænker de netop på mænd, men ifølge politiets statistik begås mellem 10 og 15 procent af alle drab af kvinder.

 Her er nogle af de mest omtalte sager med kvindelige mordere i nyere tid:

 * Helt tilbage i 1990 slog en 24-årig kvinde i Kristrup ved Randers sin plageånd ihjel. Drabet minder om drabet i Skodborg på den måde, at offeret var låst fast med håndjern i et spankingbur i sin kælder. Her blev han stukket 11 gange i halsen med en brødkniv.

Kvinden erkendte drabet, men forklarede, at deres forhold havde været præget af vold og trusler. Hun blev idømt minimumstraffen for drab på fem års fængsel.

 * Det vel nok mest omtalte drab i nyere tid med en kvinde i hovedrollen som gerningsmand skete i Rønne i august 1995. Her bedøvede børnelægen Elisabeth Wæver sin rivalinde, der var gift med en mand, som havde afvist hende.

Derefter satte hun ild til villaen, så både rivalinden og hendes to børn på fire og syv år omkom. I 1997 satte Højesteret endeligt punktum for sagen, da børnelægen som den første kvinde i 50 år fik fængsel på livstid.

 * Dommen lød også på livstid, da Højesteret i 2001 dømte den 36-årige Helle Sara Peters for to drab.

Det første offer var hendes invalide mand i deres hjem i Skårup på Fyn. Efter drabet trak hun fem tænder ud på ham, gravede ham ned i haven og anlagde en terrasse ovenpå graven. Efterfølgende fortsatte hun med at hæve hans pension.

Nogen tid senere deltog hun i et rovmord, hvor en 82-årig mand fik skåret halsen over og blev frarøvet omkring 700.000 kroner.