221 gaderæs-fans fanget i sluse og sigtet for at samles

En betjent fik opsnappet, at flere hundrede trods forsamlingsforbud fredag var samlet til bilræs i Holsted.

Syd- og Sønderjyllands Politi sigtede fredag aften 221 personer for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

De mange mennesker var samlet til et ulovligt gaderæs, et såkaldt street race, i et industrikvarter i Holsted.

Politiet vurderer, at der var mellem 100 og 150 biler samlet til det ulovlige arrangement.

Det oplyser vagtchef Henrik Sønderskov natten til lørdag.

Betjent overhørte plan

Tidligere på dagen - omkring klokken 13.30 - var de mange bilentusiaster samlet i Varde.

- Vi sender en patrulje derop, og der bliver uddelt nogle bøder, og så forsvinder folk derfra, siger Henrik Sønderskov.

Men gaderæs-fansene var ikke færdige.

- Så får de åbenbart planlagt at mødes ude ved slagteriet i Holsted i stedet for. Det opsnapper en af vores betjente, så vi sender en talstærk styrke derud og får det hele lukket af, siger vagtchefen.

Fanget som ål i ruse

Danish Crown-slagteriet i Holsted ligger på Energivej, og da der kun går to veje til og fra området, var det nemt for politiet at spærre udgangen for de mange bilister.

- Vi får oprettet en sluse, som folk var nødt til at køre igennem for at komme væk. Så der var sådan set ingen vej udenom, med mindre man tog den til fods ud over markerne, siger Henrik Sønderskov.

Han kan ikke afvise, at der var et par stykker, der slap væk, men ikke desto mindre blev det til i alt 221 sigtelser.

Bøden for at overtræde det midlertidige forsamlingsforbud under coronakrisen er på 2.500 kroner i førstegangstilfælde. I gentagelsestilfælde vil der være grundlag for en højere bødestraf.

Gaderæset i Holsted fandt sted fredag omkring klokken 21.15.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.