Betjent måtte springe for livet

En færdselsbetjent måtte springe for livet, da han i eftermiddag ville stoppe en 19-årig bilist ved en kontrol vest for Holsted. I forbindelse med sagen efterlyser politiet et vidne.

Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland lavede en paragraf 77-kontrol på Hejrskovvej ved Holsted ved 16-tiden. Betjenten ville vinke bilen med den 19-årige fører ind til siden, men han ville ikke stoppe.

I stedet gassede han voldsomt op - og færdelsbetjenten måtte springe til side for at undgå påkørsel.

Endte på villavej med børn

Den 19-årige forsøgte at køre fra politiet, men endte på en blind villavej i Holsted. Her var der en del børn, men heldigvis kom ingen til skade.

Da bilisten ville køre tilbage, mødte han politipatruljen, som fik spærret vejen for ham.

Den 19-årig er frakendt kørekortet - og det har muligvis været grunden til at han ikke ville stoppe.

Han sigtes nu for flere overtrædelser af færdselsloven - og for trussel om vold mod tjenestemand i funktion. Sigtelserne er ikke alvorlige nok til en fremstilling i grundlovsforhør.

Efterlyser vidne

I forbindelsen med standsningen på Hejrskovvej efterlyser politiet et vidne. Det drejer sig om en bilist, som kørte bagefter den 19-årig. Bilisten holdt ind for at give plads til at politipatruljen kunne forfølge den 19-årige. Men bilisten var væk, da politiet vendte tilbage ...

Vidnet kan henvede sig til politiet på 1-1-4.