Borgere får høreklinik og nemmere adgang til røntgen

Vejen byråd har vedtaget en udvidelse af Brørup Sundhedscenter til 495.000 kroner. Nu mangler kun Region Syddanmarks godkendelse.

Der er glæde i Brørup Sundhedscenter og i Vejen Kommune. Byrådet har nemlig vedtaget en udvidelse af sundhedscenteret til en halv million kroner. Hvis udvidelsen bliver godkendt i regionsrådet, så kan borgerne se frem til både røntgenambulatorium og høreklinik.

- Det er vigtigt for mig at vi respekterer den politiske proces. Men vi har svært ved at få armene ned over byrådets vedtagelse. Det her er borgmester Egon Fræhrs værk, siger afdelingschef for Brørup Sundhedscenter, Jette Kynde Schøtz, til TV SYD.

quote

Det er vi rigtig glade for. Udvidelsen vil være til stor gavn og glæde for borgerne.

Egon Fræhr, borgmester, Venstre, Vejen Kommune

Borgmesteren glæder sig også over byrådet beslutning – og udsigten til bedre service til borgerne.

- Det er vi rigtig glade for. Vi har allerede et velfungerende sundhedscenter med blandt andet lokalpsykiatri, jordemodercenter og genoptræning, og udvidelsen vil være til stor gavn og glæde for borgerne, forklarer Vejens borgmester Egon Fræhr (V).

Udover de 495.000 kroner fra kommunen, så har Region Syddanmark også udgifter på godt fem millioner kroner til udvidelsen af sundhedscentret.

Der forventes flere tusinde klienter på høreklinikken og det nye røntgenambulatorium i Brørup. I 2016 besøgte i alt 6.314 borgere fra Vejen Kommune røntgenafdelingerne på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og Sygehus Lillebælt i Kolding. Ligeledes blev der foretaget 231 høreprøver på sygehuset i Esbjerg.

Den endelige godkendelse af udvidelsen skal vedtages på et regionsrådsmøde sidst i september.