Borgmester lover hjælp til opsagte Skare-medarbejdere

Den konkursramte Skare-koncern bliver ikke solgt samlet, og derfor mistede hundredevis af medarbejdere på Skare Meat Packers i Vejen fredag deres arbejde. Den nyhed ærgrer kommunes borgmester.

Medarbejderne, der har mistet deres arbejde på kødkoncernen, har fredag den. 10 marts været på Skare Meat Packers i Vejen for sidste gang. 

De har hentet deres ting og står nu tilbage uden et arbejde.

quote

Det er som at få en våd klud i ansigtet

Frank Schmidt-Hansen (C), borgmester i Vejen Kommune

- Det var ikke det scenarie, jeg havde forestillet mig. Det er bare en ærgerlig nyhed at gå på weekend på, siger Vejens borgmester Frank Schmidt-Hansen (C), som fik nyheden kort inden medarbejderne.

I alt betyder det, at der fritstilles 30 funktionærer og cirka 200 timelønnede. 

- Det er megatræls, at det skal slutte på den her måde, siger Frank Schmidt-Hansen.

Frank Schmidt-Hansen fra Konservative er borgmester i Vejen Kommune.
Frank Schmidt-Hansen fra Konservative er borgmester i Vejen Kommune.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard, TV SYD

Lav ledighed i kommunen

Det betyder, at 51 års erhvervshistorie lakker mod en ende. Kurt Skare grundlagde sit livsværk i Vejen tilbage i 1972. Virksomheden har genereret flere hundrede arbejdspladser. Trods de seneste skandaler for kødkoncernen så havde Frank Schmidt-Hansen håbet på et salg. 

- Det er som at få en våd klud i ansigtet. Jeg håbede virkelig, at det ville lykkedes med et salg, men sådan er det desværre ikke gået, siger Frank Schmidt-Hansen.

Trods omstændighederne så tror Vejens borgmester på, at det hele nok skal gå for de medarbejdere, der har mistet deres job.

- Vi står klar til at hjælpe de mange mennesker, som nu mister deres arbejde. Vi er én af de kommuner med laveste ledighed, så jeg tror på, vi kan afsætte folk ved nogle af kommunens andre virksomheder, siger han.