Bubber samler ind til kræftramte børn

Søndag stod Bubber i spidsen for en stor auktion i Holsted.

Auktionen er en del af Ude og Hjemmes store juleindsamlingsshow, der de sidste fire weekender op til jul besøger 30 byer i Danmark.

Den kendte tv-vært Bubber er auktionarius på indsamlingerne. Søndag ankom julebussen til Holsted.

- Jeg forsøger at få den højest mulige pris. Sidste år nåede indsamlingen 250.000 kroner, og vi er på vej til at slå den i år, siger Bubber til TV SYD.

De fremmødte kan byde på julegaver, som støtter kræftramte børn på fire forskellige hospitaler.

Julegaverne er sponsoreret af lokale butikker og ugebladet Ude og Hjemme.

Indsamlingen søndag i Holsted gav 12.000 kroner til kræftramte børn på landets kræftafdelinger.