DF efter fodlænke-flugt: Vi må ændre loven

Dansk Folkeparti kræver lovændring, efter at Højesteret har frifundet en mand fra Brørup, der flygtede fra sin fodlænke.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, vil have ændret straffeloven, så man er sikker på, at folk kan straffes for at flygte fra hjemmet ved afsoning med fodlænke.

- Det er klart, hvis ikke ministeren af sig selv sørger for at få det gjort, så vil vi fremsætte et forslag i Folketinget om det, siger han.

Meldingen fra DF-ordføreren kommer efter, at Højesteret har slået fast, at en 41-årig mand fra Brørup ikke kan straffes, selvom han fjernede sin fodlænke og forlod hjemmet i et par timer.

Der står nemlig intet om flugt fra hjemmet ved afsoning med fodlænke i hverken straffeloven eller i forarbejdet til selve bestemmelsen om flugt, skriver Højesteret i afgørelsen.

Derfor haster det med at få straffeloven ændret, så det kan få konsekvenser, hvis man ikke overholder betingelserne for afsoning i hjemmet, mener Peter Skaarup.

- Fodlænken er jo et alternativ til at sidde i fængsel, og man skal være glad for at få lov at bruge elektrisk fodlænke i stedet for at komme i fængsel.

- Hvis man tilmed risikofrit kan smide fodlænken og slippe for nogen som helst konsekvenser, så hører alting op set med mine øjne. Så er det dybt krænkende for retsfølelsen, siger Skaarup.

I både byretten og landsretten fik den 41-årige mand 30 dages ekstra fængsel for flugten, men Højesteret frifandt manden på grund af huller i lovgivningen.