Falske pengesedler i omløb ved Vejen

Der er falske 500 kroner sedler i omløb i Vejen-området.

Lørdag klokken 15.00 blev der hos Bageren i Bække betalt med en falsk 500 kroner seddel.

Ekspedienten lagde først mærke til den forfalskede pengeseddel 10 minutter efter ekspeditionen, og da var gerningsmanden forsvundet.

Samme weekend blev der også betalt med en falsk seddel ved Essegrillen i Lindknud.

Fanget på videokamera

Politiet har et billede af den mand, der brugte den falske 500 kroner seddel hos bageren, så derfor ser man positivt på det videre efterforskningsarbejde.

De falske sedler betegnes af politiet som ret vellignende, men ekspedienten hos bageren i Bække havde i anden omgang ikke svært ved at se forfalskningen, idet bagsiden var vendt på hovedet.