Fido får dødssprøjten

Fredag formiddag får gadekrydset Fido fra Rødding den dødelige sprøjte hos politiet i Vejen.

Fido er en blandingshund, og ejeren oplyste til politiet, at den indeholder gener fra Amerikansk Staffordshire Terrier.

Det er en af de racer, som er blevet forbudt i den nye, skærpede hundelov. Hunde, der er født efter loven er trådt ikraft skal derfor aflives. Også selv om de ikke har gjort noget.

Hundens ejer, Louise Sørensen, fra Rødding ankede lokalpolitiet afgørelse til Rigsadvokaten. Det gav Fido to ugers ekstra frist. Men fredag er det slut.

Louise Sørensen skriver på Facebook:

»Fido får desværre dødssprøjten imorgen kl ca 10.30. Jeg skal møde op hos vejen politi kl 10, for at ta afsked med Fido. Hvor efter jeg få ham udleveret og tager ham med hjem og begraver ham selv.«