Fuld mand gik på voldstogt i Rødding

Det gik ud over tilfældigt forbipasserende samt en bil, da en ung mand lørdag mistede besindelsen.

En 23-årig mand gik lørdag eftermiddag amok i Rødding.

På Kongevej angreb han først - helt umotiveret - en personbil, hvori der sad et ældre ægtepar. Dernæst fortsatte han sit raseri og uddelte tæv til fire tilfældigt forbipasserende.

- Vi har foretaget anholdelse af ham, vi mener er gerningsmanden. Det er en 23-årig mand fra lokalområdet, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamand.

- Vi har fået forklaret, at han har siddet i drikkelag det meste af dagen.

Voldsmandens fire ofre slap umiddelbart med overfladiske knubs. Værre gik det for det ældre ægtepars bil, der blandt andet fik smadret forruden.

Den 23-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør.