Hackere fik adgang til kommunale mails

19 medarbejdere i Vejen Kommune har fået hacket deres mail. Det er uvist, om fortrolige oplysninger er havnet i de forkerte hænder.

Vejen Kommune blev for nylig opmærksom på, at en række medarbejdere havde fået hacket deres e-mail konto. Kontiene blev lukket, og der blev gennemført sikkerhedsforanstaltninger med det samme.

I alt drejer det sig om 19 medarbejdere, som har fået deres mail hacket.

Ukendt hensigt

- Vi ved ikke præcist, hvordan angrebet er begyndt, og vi kender heller ikke hensigterne bag. Vi kan ikke udelukke, at hackerne har set mails, der vedrører oplysninger om borgere, konstaterer Ole Slot, kommunaldirektør i Vejen Kommune.

Meldt til datatilsynet

Han beklager lækagen og konstaterer, at det er meget vanskeligt at sikre sig 100 procent mod den slags angreb, hvilket antallet af lignende sager hos både private virksomheder og offentlige institutioner da også vidner om. Sagen er meldt til Datatilsynet og til Center for Cybersikkerhed, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det var Vejen Kommunes it-sikkerhedssystem, der afslørede, at der var noget galt, da en enkelt afsender nærmest bombarderede kommunens ansatte med mails.

- Efter min vurdering har hackerne ikke gået målrettet efter Vejen Kommune eller konkrete oplysninger. Det virker mere, som om vi tilfældigvis er blevet ramt som et led i en større forsøg på at lokke mailoplysninger fra folk. Nu har vi strammet op på vores retningslinjer, siger kommunaldirektør Ole Sloth.