Her er der plads til alle

Nordisk Dæk Import i Brørup har fået Mangfoldighedsprisen 2013 af det lokale beskæftigelsesråd i Vejen Kommune.

Mangfoldighedsprisen uddeles for at fremhæve virksomheder, der udmærker sig ved at gøre en ekstraordinær indsats for at fremme mangfoldighed og rummelighed på arbejdspladsen og udviser socialt engagement.

Nordisk Dæk Import er en familieejet virksomhed, og det er en del af ledelsesfilosofien at give en chance til dem, der er snublet på arbejdsmarkedet. Sidste år kom 37 i forskellige former for praktik i virksomheden. Otte er blevet fastansat. Andre er blevet hjulpet videre til job i andre virksomheder.

Virksomheden har knap 200 ansatte i Brørup.

Nordisk Dæk Import er i dag en international koncern med selskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Kina. Virksomheden har godt 850 ansatte på verdensplan og en omsætning på to milliarder kroner.