Hjælp på vej til oversvømmede husejere: Kloakken skal spules regelmæssigt

Søren Pedersen har haft kloakvand i kælderen i sit hus hele tre gange på et år. Nu begynder jagten på fejl i kloaksystemet, lover forsyningsselskabet.

Vejen Forsyning er mandag gået i gang med at finde fejl på kloaksystemet i Skodborg. De gør det, efter Søren Pedersen i weekenden fik oversvømmet sin kælder på Nørregade med kloakvand.  Det var tredje gang i år.

Han er ikke den eneste, som er generet af indtrængende kloakvand i Skodborg. To andre husejere har indberettet samme problem til Vejen Forsyning, der står for kloaksystemet i området.

Kloakrørene spules nu regelmæssigt for fedtpropper

- Vi har nu besluttet at spule kloaknettet fire gange årligt på den strækning, hvor Søren Pedersen og de andre husejere bor. Så kan vi undgå de her fedtpropper, der sætter sig fast og blokerer for vandet, og som er medvirkende til oversvømmelserne, siger Steen Juul Rasmussen, driftschef ved Vejen Forsyning.

Desuden går Vejen Forsyning også i gang med at lede efter fejlkoblinger af rørene. Fejlkoblinger betyder, at der kommer regnvand ind i kloaksystemet, og det mistænker forsyningen også kan være en årsag til, at kloakvandet kommer ind i folks huse.

- Vi skal have lavet tv-optagelser af kloakkerne, for hvis der er de her fejlkoblinger, så er det med til at give alt for meget vand i rørene, som så bliver presset ind i folks kældre, når det regner meget, siger Steen Juul Rasmussen.