Jyske robotter laver kampfly

Virksomheden RoboTool i Vejen er lykkelige for de nye kampfly. Deres robotter kan nemlig hjælpe.

Leif Thomsen kan endelig fortælle den gode nyhed:

- Det har givet en omsætning på et par millioner.

Som direktør for robotvirksomheden RoboTool i Vejen kan han nu glæde sig over, at en stor ordre er tikket ind. Det bunder i regeringens køb af Lockheed Martins F-35 kampfly. Nogle af robotterne fra Vejen-virksomheden skal nemlig lægge kulfiber på haleroret på kamflyene.

Men udfordringen med kulfiber er, at det er et meget vanskeligt materiale at arbejde med manuelt. Leif Thomsen forklarer, at det er klistret og svært at håndtere. Hvis det krøller, skal det kasseres.

- Derfor har vi automatiseret processen, så en robot kan lægge kulfiberen på, og det virker meget bedre, siger direktøren til TV SYD.

- Vi er de praktiske grise, fortæller Leif Thomsen til TV SYD. Vi er dem, der skal sørge for, at værktøjet kan bygges, og vi kan skrue ledninger sammen og vi kan teste og lege med robotter.

Robotterne skal leveres til Terma A/S i Aarhus, som skal producere de pågældende haleror til kampflyene.

- På kort sigt betyder det omsætning. Vi har også allerede ansat ekstra medarbejdere. På lang sigt regner jeg helt sikkert med, at virksomheden kan blive fordoblet, siger Leif Thomsen.