Kæmpeskilt skal tiltrække SOSU-sommerafløsere

Et kæmpeskilt ude foran plejehjemmet i Brørup skal være med til at finde unge, der vil være SOSU-afløsere.

Når man kører forbi Plejecenter Lundtoft i Brørup, bliver man for tiden mødt af et usædvanligt syn.

Nemlig et kæmpeskilt på 2x2 meter, hvor der står: Nu søger vi medarbejdere.

Normalt har plejehjemmet ikke problemer med at finde unge, der vil være SOSU-afløsere, men som flere andre brancher oplever man nu, at de søger poderjobs. 

I hele Vejen Kommune er der mangel på 40 medarbejdere i ældreplejen.

- Når nu alt andet ikke rigtig giver noget, altså det, vi almindeligvis gør, når vi søger efter personale, det har ikke rigtig givet meget. Så tænkte vi, at vi prøver noget gammeldags ved at sætte et banner op, siger centerleder Kirsten Lønne.

Poderjobs vinder frem

Ifølge Vejen Kommune er mange af de unge ferieafløsere forsvundet til poderjobs, og derfor er banneret vigtigt og nødvendigt.

- Hvis vi ikke får de ferieafløsere, vi skal have, så vil der være ting ud fra vores kvalitetsstandarder, vi ikke kan nå og ikke får lavet, siger hun.

- Nogen af os tror, de unge går ud og poder, fordi de kan få lidt mere i løn derude, end de kan hos os, siger Kirsten Lønne.

Og som det ser ud nu, har Plejecenter Lundtoft ikke mulighed for at dække ind for sommerferien.

- Vi kan være nødt til at inddrage ferie. Det er sådan et kort, man kan have i ærmet. Men vi kan ikke få det i vores mund, og vi kan et eller andet sted ikke tænke det. Det får vi også kun noget dårligt ud af, siger hun.

Kirsten Lønne håber ikke, de bliver nødsaget til at inddrage de ansattes ferie.
Kirsten Lønne håber ikke, de bliver nødsaget til at inddrage de ansattes ferie.
Foto: Emma Rixen Hedegaard, TV SYD

Ansatte er forberedte

Plejecenteret håber på at kunne gennemføre den planlagte sommerferie, og selvom de sjældent må inddrage den, så er social- og sundhedsassistent Jytte Pedersen forberedt.

- Så må alle byde ind eller yde en indsats. Sådan har jeg det. Men det er da trist, hvis det sker. Ingen tvivl om det, siger Jytte Pedersen.

Jytte mærker allerede de manglende kolleger, og derfor har hun også selv svært ved at skulle gå på sommerferie med god samvittighed.

- Det gør da noget ved én. Man får lidt ondt i maven, og man går og spekulerer på det, siger Jytte.

Jytte Pedersen håber, at en masse unge vil søge sommerferiejobbet.
Jytte Pedersen håber, at en masse unge vil søge sommerferiejobbet.
Foto: Emma Rixen Hedegaard, TV SYD

Hun er derfor heller ikke i tvivl om, hvad hun håber, det store skilt kan gøre.

- At der kommer en masse og søger, som vi kan bruge, siger hun.

Det er også det helt store ønske hos centerlederen Kirsten Lønne.

- Vi håber selvfølgelig, vi både kan få sommerferieafløsere, men også noget fagpersonale. Så vi ikke er så sårbare, siger Kirsten Lønne.