Kartoflen var sommerens budbringer - nu går det ned ad bakke

Kartofler er meget mere miljøvenlige end pasta og ris, men alligevel går det dårligere for den.

Fra onsdag til lørdag løber Vejen Kartoffelfestival atter af stablen. På programmet er der både ølsmagning med kartofler, foredrag om kartoflernes historie og demonstration af kartoffeloptagning. 

Og det er ikke tilfældigt, at det er i Jylland, nærmere Vejen Kommune, at kartoffelfestivalen bliver afholdt. Ifølge tal fra Coop Analyse er Syd- og Sønderjylland nemlig blandt de områder i Danmark, hvor der bliver spist flest kartofler. 

Ifølge tal fra Coop Analyse, spiser syd- og sønderjyderne otte procent flere kartofler end landsgennemsnittet. 

Kartoflen er omdrejningspunkt for mange forskellige retter på det danske middagsbord. Der er dog en tendens til, at danskerne ikke spiser nær så mange kartofler, som de plejer at gøre.

Siden 2009 er forbruget af kartofler faldet. Dengang var der kartofler på hver tredje tallerken i de danske hjem, hvor der, ifølge de nyeste tal fra Coop Analyse 2019, kun er kartofler på hver fjerde tallerken.

Kartofler er miljø- og klimavenlige

Benny Jensen, som er agronom og kartoffelspecialist, synes, at det er ærgerligt, at interessen for kartofler er dalende, men han synes også, at kartoflen er utrolig spændende.

- Kartoflerne er nok desværre lidt undervurderede hos mange. Både fordi man synes, spisekartofler er for besværlige at skrælle eller for kedelige. Det behøver man jo slet ikke at gøre, fortæller han.

Benny Jensen har mange forskellige sorter af kartofler.
Benny Jensen har mange forskellige sorter af kartofler.
Foto: Thomas Møller, TV SYD

Han synes, kartoflen er særligt spændende, da den er miljø- og klimavenlig.

- Kartoflerne kan producere en stor mængde fødevarer på et lille areal. Vi kan lave det største netto kalorieudbytte på en kvadratmeter. På den måde bliver de langt mere miljø- og klimavenlige end de normale konkurenter som pasta og ris, siger han. 

Kartofler er lig med romantik og tradition

Kartoflen har heller ikke en særlig stor betydning for de unge, men for de personer, som er over 55 år, er tendensen noget andet. Det fortæller Lars Aarup, analysechef for Coop.

- For den ældre del af befolkningen er der meget romantik og tradition forbundet med danske kartofler, og man glæder sig til, at der kommer nye danske kartofler. Det er ligesom sommerens budbringer, fortæller han. 

Kartofler kan både være prikkede, gule og røde.
Kartofler kan både være prikkede, gule og røde.
Foto: Thomas Møller, TV SYD

For dem, som er under 55 år, er forholdet ikke det samme. Det skyldes, at kartoffelsæsonen er blevet meget længere end førhen, og man derfor får nye kartofler billigere og over en længere periode.

- Når der kom nye kartofler længere tid tilbage, så var det jo en års-begivenhed. Så der var meget mere begejstring omkring kartoflen for en generation siden, end der er i dag. 

Den faldende tendens er ifølge Lars Aarup også synlig i supermarkederne. For en generation tilbage solgte man kartofler i femkilossække, hvorimod man i dag sælger dem i poser med et kilo eller i 650 grams bakker. 

Kartoflens historie

Kartoflen kom ifølge Danmarks Kartoffel Museum sandsynligvis til Danmark i 1720, hvor de franske huguenotter bosatte sig i Fredericia. 


Dyrkningen kom først i gang med 'kartoffeltyskerne', som Kong Frederik d. 5 hentede til Danmark i 1700-tallet, for at få heden opdyrket. 


Frem til 1820 betragtede mange mennesker kartoflen som uværdig til mad, og blev derfor brugt som svidefoder i stedet. 


Kilde: Danmarks Kartoffel Museum