KIF Vejen-træner: Slutspilskampe er bare bonus

KIF Vejen har allerede opnået sæsonens mål inden tirsdagens brag mod Viborg, siger holdets træner.

Der er spænding til det sidste i pulje to af håndboldkvindernes slutspil. Alle tre hold er fortsat med i kampen om semifinalepladserne, og intet er afgjort, før Viborg HK og Team Tvis Holstebro tørner sammen i den sidste slutspilskamp den 20. april.

Allerede tirsdag kan det første hold dog sikre sig en plads i semifinalerne, når Viborg får besøg af KIF Vejen.

KIF Vejen topper overraskende puljen efter to knebne sejre over Team Tvis, og med en plads i slutspillet har KIF-træneren allerede fået opfyldt ambitionerne for denne sæson.

- Det er en kæmpe sejr, at vi er nået til slutspillet. De kampe, vi får i slutspillet, tager vi som bonuskampe, hvor vi bare skal spille noget flot håndbold med en god indstilling, og det er også det, jeg forventer af pigerne med Viborg, siger Bilal Suman.

- Men når vi nu er nået så langt, kan vi lige så godt forsøge at gøre arbejdet færdigt. Det er klart, at det vil være rigtig, rigtig stort for klubben, spillerne og mig selv, hvis vi kan nå semifinalerne, siger han.

Sidste år var KIF Vejen med i kampen om nedrykning, og klubben har i denne sæson været tæt på konkurs.

Bilal Suman er derfor heller ikke i tvivl om, at det er sidste sæsons slutspilsdeltagere fra Viborg og Team Tvis, der kommer under det største pres i den kommende uge.

- Viborg og Tvis er under et meget større pres for at gå videre, end vi er. Vi kan spille frit. Vi har overrasket, men vi har også spillet noget flot håndbold i år, og vi kan sagtens følge med de hold, der på papiret er kandidater til at vinde mesterskabet i år, siger han.

I den anden pulje er spændingen væk, da FC Midtjylland og Randers HK allerede har sikret sig pladser i de to semifinaler.