Købmand er i mål - næsten...

Borgerne i Gesten har samlet så mange penge ind, at købmanden næsten er reddet.

Købmanden i den lille by Gesten overlever formentlig. Der skal bruges to millioner kroner til at bygge en ny købmandsbutik, fordi den nuværende er slidt og umoderne.

Nu er pengene næsten i hus, efter mange lokale borgere har sagt ja til at købe anparter. 

- Vi er ikke helt i mål, men det er gået rigtigt godt. Lige nu ligger mangler vi omkring 75.000 kroner, og butikken er åben nogle timer endnu. Vi har besluttet, at hvis vi ikke får alle pengene ind i dag, så forlænger vi fristen til på onsdag, siger Allan Piihl Haagensen fredag eftermiddag til TV SYD.

770 anparter

Ifølge købmanden skal der bruges mindst to millioner kroner og gerne 2,5 millioner kroner, før drømmen kan blive til virkelighed. 

For tre uger siden opfordrede han byens knap 1000 borgere til at købe anparter, hvis de fortsat vil have en dagligvarebutik i Gesten. I skrivende stund er der solgt 770 anparter.

quote

Nogle borgere har tilkendegivet, at de vil købe flere anparter, hvis det bliver nødvendigt.

Allan Piihl Haagensen, købmand i Gesten. 

- Jeg tror, det lykkes. Dels fordi nogle borgere har tilkendegivet, at de vil købe flere anparter, hvis det bliver nødvendigt. Desuden kan der være folk i Gesten, som slet ikke har hørt om projektet, eller som bare ikke har haft tid til at købe anparter. Så jeg er meget optimistisk, siger Allan Piihl Haagensen.