Kommune satser på nye energiparker
Indbyggerne i Vejen Kommune kan se frem til to energiparker i Holsted Nord og Revsing. Etableringen af energiparkerne skal give plads til solcellearealer, vindmøller og erhvervsområder.
Det fremlagde økonomiudvalget i Vejen Kommune på et pressemøde fredag eftermiddag.
- Det er helt afgørende for os, at vi ikke kun producerer grøn strøm. Vi vil også gerne skabe varige grønne arbejdspladser. Projektet skal være med til at sikre vækst og udvikling, fortæller borgmester i Vejen Kommune, Frank Schmidt-Hansen (C).
I Holsted Nord bliver det samlede projektareal cirka 258 hektar, hvor forhåbningen er en solcellepark på 123 hektar med mulighed for at sætte 10-20 vindmøller op.
Planen er ifølge forvaltningen, at den nye energipark skal lægges sammen med den eksisterende solcellepark i Holsted.
Det forventes også, at der bliver anlagt et teknisk anlæg svarende til 270 hektar solcelleanlæg og et vindmølleområde på 850 hektar i Revsing mellem Vejen og Gesten.
Projektet omkring energiparkerne tages endeligt op i byrådet den 9. april.