Kommuner ser sig tvunget til at hæve skatten, så der ikke skal spares på velfærden
Borgerne i Vejen Kommune kan måske se ind i at betale lidt mere i skat næste år. Kommunen er en af to i vores område, der går til budgetforhandlinger med en skattestigning på programmet.
Kommunekasserne i landet suges for økonomiske midler.
For at undgå besparelser på velfærdsydelser bebuder to kommuner i Syd- og Sønderjylland nu skattestigninger, når byrådene i efteråret sætter sig ved forhandlingsbordet til budgetforhandlinger.
Et af stederne, hvor man kæmper med at få det hele til at hænge sammen, er i Vejen Kommune.
- Vi er meget pressede på vores drift, men vi er endnu mere pressede på vores anlæg. Vi kan simpelthen ikke følge med i forhold til de behov, vi har for at få lavet kapacitet til dagtilbud og på ældreområdet, siger borgmester i Vejen Kommune, Frank Schmidt Hansen (K).
Borgmesteren håber på, at en skattestigning kan ske uden en sanktion. Lykkes kommunen med det, vil de blandt andet putte flere penge i dagtilbuds- og skoleområdet, hvor Vejen Kommune, ifølge borgmesteren, er dem, der bidrager med tredje og fjerdefærrest midler til de områder.
Sidste år prøvede de sig med et forslag om fjernundervisning i to timer om ugen i folkeskolen, men det blev trukket tilbage efter længere tids kritik.
- En skattestigning vil jeg tro, ud fra det jeg hører fra andre partier, at der er enighed om, vi gerne vil give dagtilbud og folkeskolerne et løft, siger borgmesteren.
Andre skal sænke først
Selvom økonomien er presset, så kan kommunen ikke bare vælge at hæve skatten.
Med udligningsreformen i 2020 blev muligheden åbnet for, at kommuner med særligt store tab kan hæve skatten uden om de almindelige sanktionsregler.
Jeg så gerne, at vi kunne slippe for det, men jeg er også optaget af, at vi leverer en ordentlig velfærd til vores borgere
Frank Schmidt Hansen (K), borgmester, Vejen Kommune
Det kræver dog, at andre kommuner vælger at sænke skatten, før eksempelvis Vejen kan vælge at hive flere skattekroner ind i kommunekassen.
Vælger en kommune alligevel at hæve skatten, selvom der ikke har været tilsvarende skattelettelser andre steder, så kan det medføre økonomiske sanktioner.
I 'kamp' med andre kommuner
Lidt nord for Vejen har man også skattestigninger som en mulig løsning på problemerne.
I Horsens Kommune har man haft flere udgifter på social- og handicapområdet.
- Behovene på social- og handicapområdet er så store, at vi i en periode har brug for ekstra finansiering, hvis vi skal undgå at gennemføre omfattende besparelser på de store og vigtige velfærdsområder, skriver borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S) på Facebook.
Ender nogle kommuner med at sænke skatten, vil det åbne muligheden for andre at hæve. Her venter så en forhandling mellem kommunerne om, hvem der har mest behov for den økonomiske hjælp.
Ville helst undgå
En blå borgmester som Frank Schmidt Hansen så helst, at en skattestigning ikke var kommet på tale.
- Jeg så gerne, at vi kunne slippe for det, men jeg er også optaget af, at vi leverer en ordentlig velfærd til vores borgere, siger han.
Borgmesteren står nu over for at få lavet et udkast til førstebehandling af budgettet. Her når en afgørelse på en eventuel skattestigning ikke at komme.
Ligegyldigt hvilket udfald det ender med, så var sidste års budgetforhandlinger sværere end dem, de kigger ind i nu.
- Den er svær, men sidste år var den meget sværere. Der tog vi hårdt ved blandt andet med forslaget om computerundervisning. Det vidner om, hvor pressede vi var der, men fordi vi tog fat sidste år, så er det knap så hårdt den her gang, siger Frank Schmidt Hansen.