Længere i eget hjem med GPS

En lille gps-enhed, som viser, hvor man befinder sig, kan hjælpe demente til at blive boende længere i eget hjem med deres ægtefælle.

Det viser erfaringerne fra et forsøg, hvor demente i fem kommuner er blevet udstyret med gps. Dermed kan kommunerne spare store ressourcer på dyre plejehjemspladser, skriver JydskeVestkysten søndag.

- Gps'en giver en frihed og tryghed, der aflaster den pårørende, så de bedre kan overskue at have den demente boende hjemme, forklarer Kirsten Dyrholm Hansen, der er ældrechef i Vejen Kommune, som har deltaget i projektet og udstyret omkring 35 af kommunens hjemmeboende demente med gps.

Næsten halvdelen af de adspurgte pårørende svarer i en evalueringsrapport, at de i meget høj eller høj grad vurderer, at den demente kan blive længere i hjemmet med gps'en. I gennemsnit estimeres den senere udflytning til et halvt år. For hver dement betyder det en kommunal besparelse på over 100.000 kroner på grund af prisforskellen mellem hjemmehjælp og en demensplads på plejehjem.

- Hvis det her bliver udbredt til hele landet, betyder det rigtigt meget for kommunernes pengekasse, siger Inge Carlskov, demenskonsulent og projektleder på gps-forsøget.Hun peger på, at der bliver stadigt flere demente, og at gps-enhederne kan være en med til at dæmpe det stigende behov for plejehjemspladser.

Resultaterne må betyde, at samtlige kommuner bør investere mere i at tilbyde deres demente borgere gps, mener direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen:- Det giver en meget højere livskvalitet for den demente og de pårørende, og når man samtidig kan spare penge, bør der ikke være noget at betænke sig ved.

Der er cirka 56.000 hjemmeboende demente i Danmark.