Mandagens smittetal: Fire sogne i fare for at lukke ned

Fole, Taps, Bække og Veerst. Fire sogne i tre forskellige kommuner opfylder ny to ud af tre kriterier for nedlukning.

Værst ser det ud i Fole sogn i Haderslev Kommune. Her er der i øjeblikket en incidens på 957 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. 6,9 procent af de testede den seneste uge var positive, men da der kun er fire nye smittede den seneste uge, bliver sognet ikke lukket endnu.

I de to nabosogne Veerst og Bække i Vejen Kommune er incidenstallet henholdsvis 887 og 548. I kommunen som sådan er incidenstallet på 117,2. Det testjusterede tal er knap 94. Igen er antallet af nye smittede de seneste syv dage under 20, hvilket stadig holder sognene åbne.

Det fjerde sogn med høj smitte er Taps i Kolding Kommune, hvor incidenstallet er 578, mens det i kommunen er 46,2 (32,59).

I Syd- og Sønderjylland opfylder yderligere to sogne ét ud af tre krav for nedlukning. Det drejer sig om nabosognene Roager i Esbjerg Kommune og Rejsby i Tønder Kommune.

På landsplan er tre sogne for tiden nedlukket.

Regler for nedlukninger

Kommuner lukkes ned:

  • ved 250 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen (testjusteret).


Sogne lukkes ned, hvis alle følgende tre kriterier er opfyldt:

  • Der er mere end 500 smittede pr. 100.000 borgere
  • Der er 20 eller flere smittetilfælde i alt de sidste syv dage
  • Positivprocenten er på 2,5 procent eller mere.


Nedlukkede kommuner/sogne kan genåbne, når sognet/kommunen er under niveau for ét af de relevante kriterier i syv dage i træk.


(Kilde: Statens Serum Institut)

I det syd- og sønderjyske stiger smitten mest i Billund og Sønderborg kommuner. Det seneste er smittetrykket i landsdelen dog faldet betydeligt i de fleste kommuner.

Det seneste døgn er der på landsplan registreret yderligere 919 coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut mandag.

Det er tredje dag i træk, at smittetallet er under 1000. Særligt den seneste måned er der sket en lille stigning i antallet af smittede.

Antallet af indlagte stiger med fire til 143. Der er ét nyt dødsfald, hvilket bringer der samlede antal døde efter påvist covid-19 op på 2509.

KommuneIncidenstal (de seneste syv dage)Justeret incidens (de seneste syv dage)Smittetal (de seneste syv dage)
Vejen1179450
Esbjerg11075127
Vejle8961103
Billund875923
Horsens785771
Haderslev766142
Sønderborg663449
Hedensted623929
Fredericia533927
Kolding463343
Varde423921
Tønder322312
Aabenraa311918
Fanø29281
Kilde: Statens Serum Institut(Tallene er rundet af til nærmeste hele tal)


I Region Syddanmark har 394.266 (32,2 procent) nu fået første vaccination, mens 249.476 (20,4) er færdigvaccinerede.

I Region Midtjylland er tallene henholdsvis 402.772 (30,2) og 261.463 (19,6).

Det svarer nogenlunde til, at hver tredje har fået første stik, mens hver femte borger er færdigvaccineret.