TV der bevæger dig

Misbrugssag fra Vejen: Mor kan se frem til erstatning på 400.000 kroner

Den 60-årige kvinde, som var beskyldt for sammen med sin 63-årige mand at have misbrugt sine fire børn, står til erstatning på 400.000 kr efter halvandet år i fængsel.

Moren kan se frem til at forlade Retten i Esbjerg med en erstatning på ca. 400.000 kroner. Foto: Tais Tullin, TV SYD

Den 60-årige kvinde fra Vejen, der fredag blev frifundet i sagen om seksuelt misbrug af sine fire børn, kan se frem til at forlade Retten i Esbjerg med en erstatning på ca. 400.000 kroner for uberrettiget varetægtsfængsling i halvandet år.

Moren til de fire børn er meget tilfreds med sin frifindelse, men selvfølelig ikke tilfreds med, at faren ikke også blev frifundet på alle punkter. Hun har fra første retsmøde givet udtryk for, hvor glad hun er for sin mand, fortæller hun gennem sin advokat. 

- Både hun og jeg er glade for, at retten har taget det seriøst og taget hensyn til, at man skal passe på med at tage børnenes forklaringer for fuldt pålydende. Selvom det fremstår virkeligt for børnene, kan det jo godt være en falsk erindring, siger Jørgen Iversen til TV SYD.

Retten finder, at der efter en samlet vurdering af de fire børns forklaringer om seksuelt misbrug består en betydelig risiko for, at en betydelig del af børnenes erindringer kan være påvirket på forskellig vis. Den konklusion er baseret på en betænkning fra Justitsministeriet i 2002.

Moren er efter retplejelovens kapitel 93 berretiget til en erstatning på 800 kroner pr. døgn, hun har siddet varetægtsfængslet. Det løber efter halvandet år op i godt 400.000 kroner.

Læs også Misbrugssag fra Vejen: Far findes skyldig i voldtægt, mens moren frifindes