TV der bevæger dig

Motorvej lukket efter jagt på bilist

Esbjerg-motorvejen var mandag aften spærret i vestlig retning i halvanden time - politiet ledte efter genstande, der var kastet ud af bil.

Syd- og Sønderjyllands Politi spærrede mandag aften Esbjerg-motorvejen, efter at to genstande angiveligt var kastet ud fra en bil, som politiet havde eftersat. (Arkiv-foto) Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Fra klokken 19 til 20.30 mandag aften var Esbjerg-motorvejen ved Vejen spærret i vestlig retning. Politi med hunde ledte efter genstande, der angiveligt var kastet ud af en bil i forbindelse med en eftersættelse.

Syd- og Sønderjyllands politi oplyser tirsdag morgen, at området blev gennemgået - der blev dog ikke fundet noget.

Bilisten, som blev eftersat af politiet, blev anholdt, men er løsladt igen.

Politiet oplyser ikke noget om baggrunden for eftersættelsen og heller ikke om, hvad det var for genstande, der blev kastet ud af bilen.