Museumsleder: Guldskatten kan ses om 2-3 uger

Lederen af Museet på Sønderskov regner med, at publikum allerede om 2-3 uger kan se den kostbare guldskat, der blev fundet nær Vejen først i juni.

Snart kan offentligheden se den guldskat, der for ca tre uger siden, blev fundet nær Vejen.

- Jeg forventer, at det er på plads om 2-3 uger, siger museumsleder Bo Ejstrud til TV SYD.

Lige nu forhandler Museet på Sønderskov med Nationalmuseet om vilkårerne for udstillingen. Især er det vigtigt, at sikkerheden er i top.

- Det er en meget værdifuld skat, og en usædvanlig udstilling i forhold til det, vi ellers udstiller, så derfor skal Nationalmuseet godkende sikkerheden, før vi har en endelig aftale, siger Bo Ejstrud.

Udstillingen af de kostbare guldarmbånd fra vikingetiden bliver dog midlertidig, da så vigtige fund skal videre til Nationalmuseet.

Guldskatten blev fundet af tre amatørarkæologer, der gennemsøgte en mark med en metaldetektor. Den består af seks guldringe, der i alt vejer 840 gram. Derudover fandt amatørarkæologerne også en sølvring. Både guld og sølv-armringe vurderes at være fra 900-tallet - omkring Harald Blåtands tid.