Kl. 01.26 lød alaramen hos Spar-købmanden i Bevtoft: her gik tyvene målrettet efter butikkens beholdning af cigaretter. De fik efter al sandsynlighed adgang til butik og cigaret-automat med et ko-ben, hvorefter de blev set flygte fra stedet i en mørk sedan - muligvis en Ford Mondeo eller en BMW.
Og meget tyder på, at de herefter er kørt direkte til en ny Spar-butik: denne gang på Ribevej i Sønder Hygum. Her fik butikkens ejer kl. 02.11 - altså cirka tre kvarter efter det første indbrud i Bevtoft - en alarm om, at der var ubudne gæster i hans butik.
Truet med ko-ben
Fremme ved butikken kunne han så konstatere, at der var to mænd i butikken, men da de fik øje på ejeren, opgav de at fortsætte, og truede ham i stedet med et løftet ko-ben.
Betjentene i den tilkaldte patruljevogn og butiksejeren nåede at se de to mænd køre fra stedet i retning mod Rødding i det, de opfattede som en sort BMW.
Hvid hættetrøje
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at den gerningsmand, der truede butiksejeren, var iført en hvis hættetrøje, og bar et rødligt tørklæde og altså havde medbragt et ko-ben.
Der er ikke noget signalement af den anden gerningsmand.
Evt. oplysninger i sagen til Syd-og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.