Nyd den sidste dag i varmebølgen

Nyd fredagen, hvis du er til sol og varme. Det bliver den sidste i den varme- og hedebølge, der har ramt os her midt i september. Og der bliver mest sol og varme i de sydvestlige del af TV SYDs område.

Køligere og mere skyet luft er på vej mod os - men fredag kan man dog få op til 25 grader lokalt mod sydvest - måske  for sidste gang i år.

Midt på eftermiddagen kan temperaturen også nå 25 grader i grænseområdet. Den varme luft i Sønderjylland kan ende med regn og torden.

Men så er det også slut med hedebølgen. Fra søndag kan vi kun med hiv og sving nå op på 20 grader, spår DMI.

Efter knap to uger med sjældent høje temperaturer for september - herunder den varmeste septemberdag siden 1947 - må vi indstille os på, at der er mere normalt vejr for årstiden på vej.

Lørdag ser det også ud til, at vi får et pænt og tørt solskinsvejr. Men igen er det køligere luft, der siver ind til os fra nordøst, hvilket betyder, at vi må nøjes med mellem 17 og 22 grader. Søndag bliver det et par grader køligere.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.