På en mark ved Sdr. Hygum leder 18 mand efter ueksploderede bomber fra Anden Verdenskrig

Forsvarets specialister var i dag på bombejagt på en mark nær Sdr. Hygum ved Rødding. Men de fandt intet.

Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste har haft 18 mand i gang i dag, men har altså ikke fundet noget. 

Arbejdet fortsætter indtil på fredag, hvor man vil tage stilling til, om det er umagen værd at fortsætte.

Så sent som i november sidste år blev der fundet to u-eksploderede bomber fra Anden Verdenskrig på Als. De blev under store sikkerhedsforanstaltning og moderat dramatik sprængt. Og det var netop det, der satte gang i disse dagens bombejagt.

- Jeg hørte om, at der måske var nogle bomber i jorden fra nogle andre drenge lige efter krigen. Jeg kom først i tanke om det, da bomberne blev fundet på Als, og jeg var bange for, at de skulle eksplodere, fortæller anmelderen, Ove Christiansen, der er pensionist og oppe i 90'erne.

Og der kan være flere. På kortet nedenunder kan man se, hvor allierede bombefly er styrtet ned i det sydlige Danmark i løbet af krigen. Se et interaktivt kort her.

Ved hver sort plet er et fly styrtet ned, skudt ned af tyske jagerfly eller luftværnsbatterier. Ved punkt nummer 122 styrtede BJ653 ned, og det ligger tæt på marken, hvor der i dag blev ledt efter bomber.
Ved hver sort plet er et fly styrtet ned, skudt ned af tyske jagerfly eller luftværnsbatterier. Ved punkt nummer 122 styrtede BJ653 ned, og det ligger tæt på marken, hvor der i dag blev ledt efter bomber.
Foto: airmen.dk

13. oktober 1942 styrtede et Wellington bombefly BJ 653 ned nær Lintrup. Flyet var på vej mod Kiel lastet med brandbomber, men blev altså skudt ned på vejen. Besætning, to briter, to canadiere og en newzealænder, overlevede og blev taget til fange af tyskerne og måtte tilbringe resten af krigen i krigsfangelejr i Tyskland. Læs mere om flyet og mændenes skæbne her eller her.

Når sådan en maskine styrtede til jorden fra 4-5 kilometers højde, så blev vragdele og eventuelle bomber spredt over et flere kvadratkilometer stort område, så det kunne altså godt tænkes, at der var rester efter BJ 653 triste endeligt på en mark ved Sdr. Hygum. Der blev ryddet op, men folk havde jo også andre ting at tænke på dengang.