Politiet sætter ind mod farlig fart

En kontrol i v Vejen i dag viste, at danskerne kører for hurtigt, selvom det er glat. En bilist måtte kun køre 80 kilometer i timen, men kørte 145.  

Det blev store klippe-dag i dag. Der blev klippet i 27 kørekort, og nogle af disse bilister risikerer at miste kortet. Over 100 blev noteret for at køre over de tilladte 80 kilometer i timen.
 
Antallet af ulykker på landeveje er for stort, og der bliver kørt alt for hurtigt. Derfor er politiet gået i aktion mod fartglade bilister. Vejen er et af de steder, hvor beboerne klager over alt for høj fart på landevejen. Det var der, politiet begyndte, og kontrollen fortsætter resten af året andre steder i Syd- og Sønderjylland.

Vanvittig fart

Kenneth Benfeldt fra Syd og Sønderjyllands politi var den operative leder i dag. Allerede i de tidlige morgentimer blev fem bilister taget for at køre for hurtigt. En af dem kørte 145 kilometer i timen, hvilket efter Kenneth Benfeldts opfattelse er "vanvittigt".

- Det var glat, og det gør det kun endnu mere farligt, siger Kenneth Benfeldt. Konsekvensen for den bilist er en stor bøde og frakendelse af kørekortet, og det betyder ny køreprøve og teoriprøve.

Bilisten med den store fart var kun 24 år. Han hører hjemme i den gruppe trafikanter, politiet især holder øje med - dem der er mellem 15 og 24 år. 

Flere fartmålere

Der ligger et større analyse-arbejde bag den aktion, politiet nu har sat i gang. Hensigten har været at finde de strækninger, hvor der bliver kørt hurtigere end tilladt.

For at gøre kontrollen så effektiv som muligt, arbejder politiet ofte med flere fartmålere. Politiet ved godt, at mange bilister regner med, at nu er der klar bane, og så trykker de på pedalen.

Men ingen bilist skal tro sig sikker, hvis de bliver taget for høj fart. Lidt længere henne ad vejen står der endnu en fartmåler, og så falder hammeren en gang til. Der bliver ikke givet rabat.

Færre dræbte i 2010

Politiet siger, at 75 menneskeliv kan reddes, hvis bilisterne holder fartgrænserne.

I Sønderjylland er der ikke tegn på, at ulykkerne bliver færre. Det er der derimod i hele landet.

I dag kom Vejdirektoratet med den foreløbige opgørelse for 2010. Der er sket et betydeligt fald.

I 2009 var der 303 dræbte og 4947 kvæstede.

I 2010 var der i hele landet 263 dræbte og 4099 kvæstede. Altså færre dræbte og færre kvæstede.