Politiet stopper biltyve med sømmåtte

Fire unge mænd blev natten til søndag standset ved Lunderskov af en sømmåtte efter en biljagt. Føreren var 16 år,

En biljagt endte natten til søndag med, at politiet var nødsaget til smide en sømmåtte ud for at sænke farten på en bil med fire unge mænd, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Klokken 04.30 opdagede Syd- og Sønderjyllands Politi fire mænd komme kørende i en stjålen bil. Da patruljen ikke kunne få bilen til at standse,  endte det i en biljagt.

Og med hjælp fra Sydøstjyllands Politi, smed de en sømmåtte ved Lunderskov, så bilen punkterede og mistede fart. Patruljen kørte derefter op på siden og puffede til bilen, hvorefter de fik den standset.

I bilen sad fire unge mænd. To på 16 og to på 15 fra henholdsvis Jels, Vejen og Bække.
 
De fire unge mænd blev derefter kørt til afhøring på Esbjerg Politistation. De bliver sigtet for brugstyveri eller medvirkende til brugstyveri. Føreren bliver sigtet for kørsel uden førerret.