Gitte Askjær Lund elsker julen: - I år syer jeg pynt af genbrugsmaterialer

Gitte Askjær Lund er denne uges Krea Konge-ekspert, når seernes hjemmelavede julesok skal bedømmes. Julen har en særlig plads i hendes hjerte, og hvert år syr hun blandt andet et nyt sæt ens juletøj til sig selv og de to nu voksne døtre.

- Da mine kammerater brugte deres konfirmationspenge på grammofoner og cykler, så købte jeg min første Bernina-symaskine for pengene, fortæller en lattermild Gitte Askjær Lund.

På det tidspunkt var hun en lykkelig 13-årig, der endelig havde sin egen symaskine.

- Det var min bedstemor, der lærte mig alt det kreative håndarbejde, fra jeg var ganske lille. Jeg gik ofte hjem til hende direkte fra skole, og her strikkede, hæklede og syede vi sammen, og det har jeg dyrket lige siden, siger Gitte, der i dag er fyldt 55 år. 

Syning som hobby - ikke arbejde

Særligt syning er kommet til at fylde meget i Gittes liv - men udelukkende som en hobby.

- Jeg har prøvet at sy for folk, men helt ærligt jeg mister motivationen og synes ikke, det er sjovt, så jeg takker pænt nej, når folk spørger i dag, forklarer hun.

Det tog en vinter at sy alle palietter på kjoen til mavedans.
Det tog en vinter at sy alle palietter på kjoen til mavedans.

Gitte Askjær Lund syr til alle lejligheder i familien. Nogle af de største projekter har været hendes brudekjole, der tog otte måneder at lave, men også et par dansekjoler er det blevet til, da hun i nogle år gik til mavedans.

- Alle de perler gjorde arbejdet meget langvarigt, men jeg synes, de blev flotte, selvom min tålmodighed blev noget udfordret, klukker Gitte Askjær Lund.

Gitte Askjær Lund - ekspert Krea Kongen Jul:  Sy en julesok

  • 55 år og bosat i Vejen sammen med sin mand Peter.
  • Selvlært syerske.
  • To voksne døtre, der er deler hendes interesse for håndarbejde.
  • Arbejder som butiksasssistent i en gardinforretning.
  • Har blokken sygal.dk - g.a.l. er Gitte Askjær Lunds initialer.

Krea Kongen Julesok: - Man skal kaste sig ud i det

Som selvlært syentusiast er Gitte Askjær Lund denne uges ekspert i Krea Kongen Jul, og hun skal bedømme seernes hjemmesyede julesokker. Hun har en klart budskab, hvis man vil lave en julesok og måske ikke har så meget erfaring:

- Man skal kaste sig ud i det. Det er fuldstændig lige meget, hvad man måtte have af udstyr eller af fancy symaskine hjemme. Det er ideen og kreativiteten, der tæller, så om julesokken er syet på maskine eller i hånden, eller hvordan man løser opgaven, så er det den kreative proces og færdige personlige udtryk, der er interessant.

Julehjerterne er syet af sjorter fra genbrug.
Julehjerterne er syet af sjorter fra genbrug.
Foto: Privat

Hjemmelavet julepynt og juletøj

Julen har i det hele taget en særlig plads hos Gitte og familien, der elsker at hygge sig sammen i juledagene. Hvert år bliver der også syet lidt nyt julepynt.

- Jeg har et tema med genbrug, så i år bliver det til kræmmerhuse syet af gamle slips og julehjerter lavet af skjorter i sådan et småternet mønster. Det gør dem rigtigt søde at se på. Derudover har jeg også lavet et par julesokker, mine to piger og ene svigersøn får som en af de første gaver i december.

En anden juletradition er, at Gitte også laver juletøj til sig selv og de to døtre Christina og Henriette.

- Det er jule-slap-af-tøj, som vi render rundt i hjemme - dog ikke juleaften. Tøjet er helt ens til os alle tre, og vi synes, det både er hyggeligt og sjovt at lave, men også at have på i juledagene, forklarer hun.

Sidste år syede Gitte blå joggingdragter som  'juletøj' til sig selv og de to døtre Christina og Henriette. Det har de har på i juledagene. Endnu ved de ikke, hvad dette års dragter skal være.
Sidste år syede Gitte blå joggingdragter som 'juletøj' til sig selv og de to døtre Christina og Henriette. Det har de har på i juledagene. Endnu ved de ikke, hvad dette års dragter skal være.
Foto: Privat

Viser kreationer frem på blog

For tre år siden lavede Gitte Askjær Lunds ene datter, der er grafisk designer, en blog til hende, sygal.dk, så hun kunne vise alle sine hjemmelavede ideer og kreationer frem for interesserede.

Den grønne blomstrede kjole er syet af et dynebetræk fundet i genbrug: - Det er sjovt at se, hvad man kan lave af det, andre ser som affald, mener Gitte.
Den grønne blomstrede kjole er syet af et dynebetræk fundet i genbrug: - Det er sjovt at se, hvad man kan lave af det, andre ser som affald, mener Gitte.

- Jeg havde vist lidt af det, jeg laver på min Facebook-side og i nogle grupper, og her var der så stor interesse for det, at min yngste datter foreslog, jeg lavede den her blog, og det har været en succes. Det første, jeg lagde op, som var en hjemmelavet gine, blev på den første aften besøgt af omkring 2.000 brugere, og siden er det gået slag i slag.

I dag lægger Gitte flere gange om ugen nye sy-kreationer op på sin blog, og ifølge hende selv er der fortsat stor interesse for at se, hvad hun nu har fundet på.

- Vi slapper af ved at være kreative og fiske

55-årige Gitte Askjær Lund er gift med sin Peter, der er VVS-montør, og sammen har de Henriette på 25 år og Christina på 28 år. Døtrene læser og arbejder begge i Aarhus, men er ofte på besøg i hjemmet i Vejen til en hyggeweekend, hvor kreativiteten får frit løb.

- Uhh vi har lige haft en krea-weekend, hvor vi slog os løs - selvfølgelig med syning, men også med lidt keramik og strikketøj samt hækling, forklarer Gitte og fortsætter:

- Peter deltager også, men som handymand når vores projekter bliver vilde, og vi har brug for mere håndværksmæssige kvalifikationer med at snedkerere eller svejse i stål eller lignende, fortæller Gitte og fortsætter:

- Blandt andet har vi selv lavet en hængesofa af vores nabos gamle møbler, der skulle smides ud.

Hængesofa til haven er lavet af en gammel sofa, der skulle smides ud.
Hængesofa til haven er lavet af en gammel sofa, der skulle smides ud.

Udover fælles passion for at lave håndarbejde så slapper hele familien også af sammen ved at tage på fisketur:

- Ja, vi tager gerne ud en fire timer - oftes til en put-and-take-sø - hvor vi så alle står med en fiskestang i hånden. Det er noget, mine piger er fortsat med, selvom de er flyttet hjemmefra, siger Gitte med et stort smil:

- Jeg ved, man nogle gange kan se min yngste på en havnemole i Aarhus, hvor hun står i sit fine tøj og høje hæle og slapper af med at fiske en time eller to før eller efter arbejde, der foregår i modebranchen.

Nyt juleprogram Krea Kongen Jul

Krea Kongen Jul er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme her op mod jul i disse coronatider, hvor det er svært at komme ud blandt andre.

Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste råd til, hvordan du kan løse den kreative udfordring, vi stiller.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 09.00. Du uploader dit billede her