Psykolog om uberettiget underretning: - Forældre bør kunne 'renses' for anklage

Underretninger er vigtige for børns trivsel, og derfor må forældre leve med, at de uberettiget kan få en henvendelse, mener Børns Vilkår. Hos Red Barnet opfordrer man til, at forældre lettere kan 'renses' ved uberettigede underretninger.

Hvis du sætter dit barn på plads i offentligheden, skal du så være bekymret for at få en underretning for omsorgssvigt?

Svaret er nej, hvis man spørger Per Frederiksen, der er psykolog hos Red Barnet.

- Det er vigtigt, at man som forældre ikke skal gå at være nervøs for, at man får en underretning. Man skal huske på, at det som oftest er et udtryk for en bekymring overfor barnet og ikke en mistænkeliggørelse af dig som forældre, selvom det kan føles sådan, siger Per Frederiksen, psykolog hos Red Barnet.

Spørgsmål som dette er opstået i kølvandet på impalasagen i Vejen Kommune, hvor forældrene Pernille og Jacob Strunge blev indkaldt til samtale med kommunen.

Baggrunden var, at en borger havde sendt en anonym underretning til kommunen om omsorgssvigt, efter vedkommende havde set et Facebook-opslag fra Jacob Strunge, hvor han viste, at parrets niårige søn havde skudt en impala på lovlig vis i Sydafrika.

Gør børnene en bjørnetjeneste

Selvom kommunen har droppet sagen efterfølgende, mener én af Red Barnets psykologer, at systemet i dag ikke altid er gode nok til at rense forældrenes navne, når det viser sig, at der ikke er noget om mistanken.

- Hvis der ikke er noget at komme efter i en sag, er det vigtigt, at forældrene ikke efterfølgende føler sig mistænkeliggjort. Er kommunikationen ikke tydelig, kan det blive mere besværligt for barnet derhjemme, hvis forældrene ændrer markant adfærd overfor barnet for at undgå samme situation gentager sig, siger Per Frederiksen.

- Det er jo ikke hensigten, så derfor er det vigtigt, at vi gør det klart overfor forældrene, at de kan genoptage deres naturlige liv med barnet, siger han.

Ikke en anklage

Underretningssager, som den Pernille og Jacob Strunge har været ude for, må forældre dog leve med, hvis man spørger Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.

- Det kan være hårdt for en familie, der oplever uberettigede underretninger, men det er den pris, vi betaler, for at der er et effektivt sikkerhedsnet omkring vores børn. Vi skal passe på, at vi bliver så ivrige efter at beskytte forældrene, at vi risikerer at svigte børnene, mener Rasmus Kjeldahl.

Børns Vilkårs direktør sammenligner myndighedernes kontrol af en underretning med politiets kontrol med spirituskørsel. Det er nødvendigt, selvom man ikke har drukket, da det i sidste ende er med til at gøre noget godt for os alle, lyder det.

Det er også Rasmus Kjeldahls fornemmelse, at forældre, der har fået en underretning, tit misforstår, hvad en underretning egentlig er. Det er ikke en anklage, det er derimod en bekymring for et barn, som nogle deler til kommunen for at passe på barnet.

- Vi må leve med, at vi en gang imellem får en underretning, der er uberettiget. Jeg vil hellere have, at der kommer én uberettiget underretning for meget end én for lidt, siger Rasmus Kjeldahl.