Reservedels-tyv taget i Rødding

En litauisk statsborger blev mandag aften stoppet, da han kom kørende i bil i Rødding. I bilens baggagerum fandt politiet flere bilradioer og lignende udstyr, som bilisten ikke kunne gøre rede for.

- Sandsynligvis er der tale om udbyttet fra et indbrud hos et autoophug i Rødding, siger vagtchefen for Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD tirsdag morgen.

Hos Rødding Autoophug havde de ellers oplevet en nedgang i indbrud, efter de fik en tyverialarm installeret, men nu har tyvene stjålet fra Rødding Autoophugs udendørsarealer, hvor alarmen ikke beskytter.

- Det er frustrerende, og det skaber en usikkerhed blandt de ansatte, siger medejer af Rødding Autoophug Iver Morthorst Staal til TV SYD.