Så er det afgjort! Danmarks bedste bygarde er fra det sydjyske

Mesterskabet har været i gang i ved Vejen Idrætscenter siden torsdag. Nu kan værterne kalde sig Danmarks bedste bygarde.

Hvis du skal høre den dygtigste bygarde i Danmark, så skal du tage et smut til Vejen.

I dag blev Vejen Garden kåret som den bedste danske bygarde, da Landsgardeforeningen og Vejen Garden afviklede DM for bygarder 2017.

- Det er en oplevelse for livet. Det er anden gang vi holder DM. Sidste gang vandt vi også, og nu gentager vi historien. Det kan ikke være større, siger Tove Gæmelke, direktør Vejen Garden, til TV SYD.

Mere end 30 bygarder med op mod 2000 deltagere i flotte og farverige uniformer har de seneste fire dage dystet i Vejen. Weekenden over har Vejen Idrætscenter og midtby været vidne til march og musik, når bygardene har gået gennem byen.

quote

Det er det her, vi har drømt om. Ny lykkedes det. Det bliver ikke bedre

Tove Gæmelke, direktør, Vejen Garden

Dagene har været fyldt med musik og liv, men det har stadig været en konkurrence. De mange bygarder har kæmpet i forskellige konkurrencer og discipliner, der alle skal være med til at kåre Danmarks bedste bygarde 2017.

- Hele arrangementet er gået godt. Vi har et godt samarbejde med Idrætscenteret og Landsgardeforeningen. Det har været helt ud over forventningerne i år, siger Tove Gæmelke.

Nu kan Vejen Garden med rette kalde sig Danmarks bedste bygarde, indtil titlen skal forsvares.

- Det er det her, vi har drømt om. Ny lykkedes det. Det bliver ikke bedre, siger Tove Gæmelke. 

Vejen Garden vandt også prisen for den bedste march.